Godt nytår – Årskavalkade

Om mindre end halvandet døgn, bliver der skålet i mange hjem og ønsket et godt nytår. Det marker samtidig det fantastiske år, der snart er slut. Et år der har budt på mange fantastiske oplevelser i såvel indland, som udland. Vi har været vidt omkring og med denne lille “årskavalkade”, ønsker vi at takke alle, vi i årets løb har været i kontakt med – både arrangører, sponsorer, andre garder og orkestre, gæster, hjælpere, forældre, støttemedlemmer, aktive medlemmer og mange flere – Tak for jeres opbakning!

Januar stod, traditionen tro, i Støtteklubbens tegn med den årlige juletræsindsamling i Aabenraa og omegn. Her blev formiddagen til en travl affære, da en juletræstyv var på banen. Heldigvis var der en vågen borger, der ringede til os, så vi kunne få fat i politiet. Nogle forældre var dog en smule hurtigere end de flinke betjente, da de hurtigt spottede tyven og fik ham standset til politiet ankom. Garden fik både penge og juletræer igen, så dagen endte godt og har bestemt været materiale til mange gode snakke efterfølgende. Læs hele historien her!

En lille måneds tid derefter, gik turen for trommekorpset til den Østjyske storby, Aarhus, hvor Drumday eventen blev flittigt besøgt. En rigtig lang, men ikke mindst fantastisk, dag og oplevelse for alle, der var med. Der var både tid til at snakke med de kendte, prøve og se nye trommer og udstyr, samt meget andet. Efter en mindre vandretur gennem Aarhus’ smukke centrum, endte vi på en italiensk restaurant, hvor alle blev forkælet med god mad. Tilbage ved Aarhus Musikhus, var det tid til dagens store afslutningskoncert. Dagen strakte sig fra tidlig morgen til midnat, men turen og oplevelserne var det hele værd.

Aarskav14_1

Orkesteret kom på banen, lige hvor foråret tittede frem med de grønne blade, med en meget smuk og klangfuld kirkekoncert i Sct. Nicolai Kirken i Aabenraa. En koncert der modtog megen ros og tilfredshed. Her må rettes en særlig tak til menighedsrådet i Aabenraa Sogn for, at have givet os denne mulighed. Det er bestemt en koncerttype, vi vil arbejde videre med og bringe på banen igen.

Aarskav14_2

Konfirmationerne er altid en særlig tid i garden, hvor mange medlemmer gennem tiden, er blevet overrasket med en koncert – enten foran kirken eller til festen/kaffen. Det var ingen undtagelse i år, da garden dukkede op hos Emil, Cæcilie, Mikkel, Theis og Anne Sofie, og gav dem en glædelig overraskelse på deres store dag.

Aarskav14_3

Før sommerens mange arrangementer, var vi sammen med Aabenraa Skoleorkester med til, at varme op til jubilæumskoncerten for markeringen af Søværnets Tambourkops’ 50 års jubilæum i Sønderjyllandshallen. En spændende dag, hvor mange mennesker mødte op, store som små.

Aarskav14_4

I løbet af den spæde sommer, eller det sene forår om man vil, gik turen både til Ribe Tulipanfest, Bredebro – hvor vi indviede den nyrenoverede bro, Kliplev Mærken og Hellevad Ringridning. Nogle arrangementer med gode oplevelser, som er værd at mindes og tænke tilbage på.

Sommerferien blev, som altid, indledt med Aabenraa Ringridning – Årets store og lokale arrangement. Det var en varm fornøjelse, men fra alle sider blev der kæmpet med et smil hele vejen igennem. I år havde vi fællesspisning sammen med Aabenraa Skoleorkster, hvor begge støtteforeninger stod klar med en varm grill og hjemmelavede burgere, da vi ankom på festpladsen efter en lang marchtur – Noget vi sætter stor pris på og er meget taknemmelige for. Det betyder meget efter sådan en tur.

Aarskav14_5

Efter et par ugers sommerferie, startede vi op med et brag! Turen gik ikke alene til Nr. Hostrup Ringridning, men også til Tall Ships Race i Esbjerg – endda på samme dag. Bussen var klar og dagen var nøje planlagt, da vi tidligt på formiddagen vendte instrumenterne mod Nr. Hostrup, hvor vores gode ven gennem mange år, Alfred, stod og ventede på os. Gardisterne var meget veloplagte og klar til en lang dag. Vi gik en frisk og glad marchtur gennem Nr. Hostrup, efterfulgt af en forfriskning fra Alfred.
Med snuden i nordvestlig retning og efter en times køretur, ankom vi til Esbjerg, hvor mange tusinde mennesker var mødt op. Her skulle vi gå i spidsen for “The Crew Parade” ifm. Tall Ships Race, hvor mange store sejlskibe fra hele verden, lagde til i Esbjerg. En stor og ikke mindst meget velplanlagt begivenhed. Alt kørte 100 procent efter planen og politiet sørgede under hele optoget for, at vi og de ca. 2.000 andre i optoget, havde fri passage gennem de mange gader. Da vi sluttede på torvet foran den store scene, og havde oplevet de mange besætningsmedlemmer bag os, stille sig op og feste på torvet rundt om os, gik vi stille og roligt tilbage mod bussen. Her stod Hjemmeværnet klar med friske og kolde forsyninger, inden turen gik tilbage mod Aabenraa. Alt i alt en helt igennem fantastisk dag.

 Aarskav14_6

Efterfølgende bød sensommeren på Agerskov Ringridning, et bryllup og Bylderup-Bov Ringridning, inden årets helt store begivenhed nærmede sig i kalenderen.

Dette års helt store begivenhed var nemlig gardens rejse til Amsterdam, i starten af efterårsferien. Det blev til en spændende tur på fem dage, hvor vi boede lidt udenfor Amsterdam, i en lille by ved navn Monnickendam – Meget hyggeligt og anbefalelsesværdigt sted! Naturligvis var vi dagligt på tur i Amsterdam, hvor vi bl.a. fik lov til, at spille på hovedbanegården og underholdte hundredvis af mennesker, der stod og lyttede – endda togpersonalet, så mon vi har forsinket nogle tog?
Vi mangler stadig at skrive en artikel om turen, men grundet travlhed og den efterfølgende efterårskoncert og juletid, har vi været meget presset med tiden til det redaktionelle arbejde. Historien er i skrivemaskinen, hvilket også gælder artiklen om dette års brag af en efterårskoncert, hvor Theis blev “Årets Gardist”. Vi håber meget på, at kunne bringe dette læsestof på banen i løbet af de kommende vintermåneder – Så hold jer opdateret eller “Stay tuned”, som man siger! 🙂

 Aarskav14_7

December måned lå lige i svinget efter efterårskoncerten, hvor pelshuerne skiftes ud med nissehuer. Første advent blev Julemanden vækket i Padborg med musik og sang. Når man sådan har ligget på et museumsloft i næsten et år, har man helt bestemt brug for at strække sine ben. Derfor gik vi en frisk, kort marchtur med Julemanden og de mange børn i hælene. Ankommet på torvet, var der slikposer og musik til alle børnene. En fantastisk formiddag, hvor julenoderne rigtig kom deres berettigelse.

Lige før kalenderen viste tredje søndag i advent, støttede vi “Et Hjerte for Alle” i Aabenraa, med musik i Aabenraas centrum. Med start fra Nørreport, gik vi ned gennem gågaden med klangfuldt julemusik, for at ende på Storetorv for enden af gågaden, hvor Julehjertebyen åndede af hygge og familiehygge. Her spillede vi en lille koncert for mange af de handlende, alt imens de nød æbleskiver, gløgg eller andet godt fra de mange huse/boder i Julehjertebyen. Da koncerten var slut, stillede garden igen op til march, og gik retur op ad gågaden. Slutteligt stod vores kære Støtteklub klar med varm kakao, gløgg og æbleskiver ved vores depot, til en hyggelig juleafslutning.

Årets sidste arrangement, blev den fjerde søndag i advent, hvor gardister, forældre og bestyrelse drog på en mindre kommunevandring, så Aabenraa kommunes ældste borgere, fik sat julestæmningen op i fart. Garden besøgte flere plejehjem og blev takket mange hos alle, hvor vi samtidig fik god forplejning alle steder. En bedre og mere harmonisk afslutning på dette år, kan man ikke ønske sig.

 Aarskav14_8

Tilbage er nu kun at ønske alle et godt og lykkebringende nytår. Vi glæder os til endnu et spændende år!

Tak for i år – Det har været helt fantastisk!